Aldersforskeren gik på pension for ti år siden. Fire år efter fortrød hun. Nu har hun et råd til alle, der skal på pension

En sjælden mail i Annette Johannesens indbakke fik hende til at spærre øjnene op. Mailen var fra en tidligere kollega. Annette Johannesen trykkede forsigtigt på mailen, og bag emnefeltet var formuleret en lang besked om det arbejde, som Annette Johannesen for længst havde lagt bag sig. Det arbejde, som hun aldrig havde tænkt sig at vende tilbage til. Budskabet stod hurtigt klart for Annette Johannesen: Kollegaen ville have hende til at vende tilbage til forskningen i aldring. Den forskning, som hun selv havde været med til at starte op, skulle nu gøres færdig. Det skulle hun da være med til, mente kollegaen. Annette Johannesen var målløs. Efter fire år var der stadig nogle, som mente, at de havde brug for hende, på trods af at hun var fyldt 68 år. Hun var tøvende. Hun havde forladt arbejdet, fordi hun havde et behov for at nyde friheden, tiden med børnebørn og gåture i skoven. Men hun kunne også mærke et voksende tomrum i sin tilværelse som pensionist. Hun lukkede mailen ned og ventede et par dage. Skulle hun vende tilbage til det arbejdsliv, som hun havde forladt for aldrig at vende tilbage? Pensionen banker på Fem år inden denne tanke slog ned i Annette Johannesen, knoklede hun stadig på sit arbejde. Året hed 2013, og hun havde været på arbejdsmarkedet i mere end 45 år. Hun var et godt sted – både i sit privat- og arbejdsliv. Men hun kunne også mærke, at hun var begyndt at miste lysten til at bruge sin tid på arbejde. Hun arbejdede for meget. Alt for meget, og hun havde ikke tid til at se børnebørnene i det omfang, hun ønskede. Hendes daværende mand var for længst gået på pension, og hun oplevede en ubalance, hver gang han kunne blive hjemme og fordybe sig i avisen, mens hun måtte af sted fra Svendborg og rejse rundt i landet. En del af hende misundte ham, når han kunne tage på ture med sine venner. Når han kunne takke ja til at passe syge børnebørn eller gå en lang morgentur med hunden. »Skulle hun gå på efterløn?« tænkte hun dagligt, selvom hun bestemt var i stand til at fortsætte på arbejdsmarkedet. Muligheden lå åben, men med sin viden gennem 20 års forskning i »den gode alderdom«, vidste hun også, at det ikke ligefrem var gunstigt at gå fra mere end 40 timers arbejde om ugen til at stå op til en gabende tom kalender. Det kunne ende i hendes livs sidste livskrise. Pensionisterne vender tilbage Annette Johannesen stod på vippen til at blive en del af statistikken: Omtrent 80 procent af de ældre, der går på pension, kan sagtens fortsætte med at arbejde. Den statistik kender forsker og lektor på Københavns Universitet Aske Juul Lassen en del til. Han har – ligesom Annette Johannesen – forsket i overgangen til pension i mange år, og han taler ugentlig med pensionister om deres tilværelse. Overordnet er de glade og tilfredse. 94 procent af ældre, der er gået på pension inden for fem år, har en god livskvalitet, viser en undersøgelse fra VIVE. Men én gruppe er endnu gladere, forklarer Aske Juul Lassen: Dem, der fortsætter med at arbejde efter folkepensionsalderen. De er, siger han, en gruppe i vækst. »Selvom pensionsalderen er stigende, er der også flere og flere, der arbejder efter pensionsalderen.« En lignende gruppe, der også er i vækst, er dem, der bryder pensionen og vender tilbage på arbejdsmarkedet. Det viser undersøgelser, som Aske Juul Lassen er i gang med, og inden for et års tid vil forskningen klargøre, hvor stor en tendens der er tale om. »Men allerede nu kan man se fra international forskning, at flere vender tilbage til arbejdsmarkedet – dog primært i deltidsstillinger,« forklarer han. Ældre Sagen ser samme tendens i Danmark, ligesom udenlandsk forskning også peger i den retning. I Danmark handler det dog ikke om løn i lige så høj grad, som det gør flere steder i udlandet. Herhjemme er der andre faktorer i spil. Planchen, der manglede et ord Annette Johannesen kendte alt til den livskrise, der rammer flere pensionister hvert eneste år i større eller mindre grad. Hun havde selv skrevet en bog om netop overgangen til pensionen og vidste, at det bestemt ikke var en let øvelse at gå på pension. Overgangen til pensionen krævede, vidste hun, at man forberedte sig og gjorde sig klart, hvad man ville have ud af livets efterår. Med en planche foran sig satte hun sig en eftermiddag efter arbejde ved sit skrivebord, kort inden hun selv skulle på pension, og skrev alle de ting ned, som hun elskede og nød at gøre. De ting, der gav hende livsglæde og mening: »Mere tid til liv i naturen, telt, cykle, bade, havearbejde. Mere tid til at nørde med at bage og brygge og fermentere …« stod der blandt andet på det store stykke karton. Hun var spændt. Hun glædede sig til en tid uden bundne opgaver og mere tid til børnebørn. Hun så frem til friheden. 14. maj 2013 sendte hun med stor overbevisning sin absolut sidste arbejdsmail afsted til et kontor i København. Det troede hun i hvert fald. En tendens En af årsagerne til, at flere pensionister vender tilbage til arbejdsmarkedet, kan være den livskrise, som Annette Johannesen prøvede at undgå. »Der er rigtig mange, der bliver overrasket over, hvor svær overgangen er. For nogle bliver overgangen en stor livskrise,« forklarer Aske Juul Lassen. For de fleste indtræffer krisen, kort efter de er gået på pension. De har måske en plan om at rejse gennem Europa eller bygge terrassen færdig. Men når det er overstået, står de med en gabende tom kalender. Det resulterer for nogle i tristhed, frustration, og enkelte kan blive deprimerede. »Men det er sjældent sådan, at den livskrise varer ved i mange, mange år,« siger Aske Juul Lassen. Den anden årsag til, at folk vender tilbage, er langt mere enkel: Arbejde giver dem livsglæde og mening. Det er formentlig den største årsag, forklarer Aske Juul Lassen. »Det handler om livskvalitet,« konkluderer Aske Juul Lassen, der mener, at flere får øjnene op for, at arbejde kan bidrage med stor livskvalitet i form af kolleger og mening. »Vi har at gøre med en generation af ældre mennesker, som har enormt mange ressourcer og generelt er ved godt helbred.« Et comeback »Tillykke kære farmor. Tillykke med, at du snart slutter dit arbejdsliv,« læser Annette Johannesen op. »Vi glæder os til at være endnu mere sammen med dig. Vi vil gerne invitere dig på en søndagsbrunch.« Annette Johannesen griner lidt ad kortet, der blev givet til hende for ti år siden, da hun gik på efterløn. Hun griner, fordi hun endnu ikke er blevet inviteret på brunch, men også, fordi hendes arbejdsliv stadig ikke er slut. Annette Johannesen takkede nemlig ja til den besked fra sin kollega. Siden har hun fået andre lignende tilbud og arbejder et par dage hver eneste uge. Hendes togrejser til København er blevet genoptaget, hendes samtaler med kolleger er genopstået, og hendes lyst til arbejde er i den grad tilbage. Hun fandt ud af, at der manglede et ord på den liste over ting, hun elskede og nød at gøre, som hun havde skrevet til sig selv for netop at få en god pension: Arbejde. »Jeg mistede lidt af min identitet, da jeg stoppede på arbejde,« forklarer Annette Johannesen. Arbejdet gav hende meningsfuldhed, indså hun. Det var det manglende arbejde, der gav hende en følelse af tomrum. Og hvorfor stoppe noget, man elsker, bare fordi man har nået en bestemt alder? I dag drømmer Annette Johannesen, der er 75 år, om at arbejde mange år endnu. Og hun har et råd til den aldersgruppe, der står over for samme overgang, som hun gjorde for ti år siden. »Lad være med at gå på pension, hvis du ikke er helt færdig med arbejdsmarkedet. Bevar en kontakt med arbejdsmarkedet. Bliv mentor. Efterlad dit telefonnummer og sig, at de gerne må ringe. Del ud af din erfaring.« https://www.berlingske.dk/indland/aldersforskeren-gik-paa-pension-for-ti-aar-siden-fire-aar-efter-fortroed